Hvordan får vi potentielle nye elever ind i vores hus under Covid-19? Hvordan får vi dem til at blive inspirerede og nysgerrige? Og hvordan får vi erhvervsrettede uddannelser til at fremstå interessante og lokkende?
De spørgsmål kom TEC - Technical Education Copenhagen - som er en stor spiller på uddannelsesfronten i Region Hovedstaden med til Cadpeople.
Sammen ville vi skabe et slags metavers – en virtuel verden, hvorfra TEC kunne invitere ind, fortælle og inspirere. Et digitalt TEC-univers, hvor man som besøgende kunne gå på opdagelse, stille spørgsmål og blive klogere – så fundamentet for at træffe den rigtige beslutning om uddannelsesvalg kunne skabes.
Vi ønskede:
1. at skabe et involverende og interaktivt åbent-hus-arrangement i en tid, hvor Covid-19 gjorde det fysiske møde umuligt
2. at markedsføre de erhvervsrettede uddannelser nyt, stærkt og anderledes og derigennem højne den prestige, der ligger i at vælge den retning
3. at få formidlet de mange spændende muligheder for efter- og videreuddannelse
Vi ville manifestere TEC som digital pioner, som et uddannelsescenter, der tænker innovativt og anderledes – som både står på tæerne med fremsynede uddannelsestilbud, og som står stærkt i markedet og tiltrækker studerende. Vi ville lege med de digitale muligheder og skabe et univers med afsæt i TEC’s virkelige bygninger, der opleves levende med bevægelige og overraskende elementer. Oplevelsen af TEC’s gymnasier skulle være en blanding af det seriøse med laboratorieundervisning a la Novo Nordisk og et opfinderunivers al a Georg Gearløs.
Sammen med TEC ville vi udfordre tid og sted og skabe følelsen af samhørighed og mulighed for at tale med ”rigtige” mennesker - digitalt.
Og så selvfølgelig det primære mål – at være i stand til at besvare kommende elevers WHY (hvorfor skal jeg søge ind her?), HOW (hvordan vil min hverdag på skolen se ud?) og WHAT (hvad kan jeg blive til?).
”Der manglede – og mangler en generel forståelse af, hvad det er, vores erhvervsuddannelser og gymnasier er og kan”, siger Camilla Løkkegaard, Leder af Sekretariatet for digitalisering, TEC. Og fortsætter: ”Covid-19 var et benspænd, der viste sig at blive en fantastisk mulighed.”
Løsningen blev at bygge metaverser. Enten som virtuelle tvillinger eller som fiktive skoler. TEC har nu 3 virtuelle platforme i meta-arsenalet, og flere på vej.
Først kiggede vi på åbent hus-arrangementer på tre navngivne gymnasier, hvor de håbefulde kommende studerende ikke havde mulighed for at troppe op, møde rektor, de nuværende studerende eller faglærerne. Det fik de nu – blot virtuelt. Og skolerne var ikke blot åbne for en aften – men står nu åbne 365 dage om året.
Med udgangspunkt i de fysiske lokationer byggede vi skolerne i 3D og tilsatte effekter med alt fra vandrede pizzaer til flyvende astronauter, vulkaner og akvariefisk. Vi klippede filmoptagelser ind i universet, så de kommende elever kunne blive budt ordentligt velkommen af rektor, og, ude på de enkelte uddannelsesretninger, chatte med nuværende studerende og derigennem få indblik i dagligdagen på skolerne.
Efter den første succes byggede vi endnu en virtuel platform, denne gang som indgangen til TEC’s erhvervsuddannelser direkte efter 9. eller 10. klasse. Her ønskede vi at dreje oplevelsen i retning af, at man kan se håndværket og de ting, eleverne arbejder med. Det at tage en teknisk erhvervsuddannelse er superspændende, foregår på et højt fagligt teknisk niveau, og involverer en stor grad af fremtidens teknologi – og det kan de kommende studerende nu opleve i et interaktivt 3D-univers, der bor i browseren, og som kan besøges, hvor og når det passer dem.
På den tredje platform tænkte vi udenfor de fysiske skoler og skabte én stor virtuel campus, der favner TECs mange uddannelseslokationer i én. Det virtuelle 3D-univers’ mange muligheder gav den kreative frihed, visuelt og kommunikativt, til at bygge og indrette lokalerne så de ramte den helt rigtige stemning. Først og fremmest ville vi fastholde den rå og rustikke følelse, som favner langt de fleste af uddannelserne, men samtidig fremhæve de banebrydende teknologier, topmoderne værktøjer og et højt fagligt niveau, der kommer på hver uddannelsesretning.
Inden for hver uddannelse kan du booke et møde med en studievejleder, læse nærmere om specialiseringer og hente inspiration fra tidligere studerende.
Resultaterne blev mildest talt langt bedre, end både vi og TEC havde forestillet os.
Den virtuelle campus er en smuk oplevelsescocktail af betonvægge og glaselementer kombineret med droner, hologrammer, animationer og robotter. På denne måde henvender vi os direkte til drømmen om at blive fx flytekniker, ortopæd eller elektriker. Med projicerende hologramforklaringsvideoer og videoer med rigtige mennesker anskueliggør vi, hvad uddannelserne har at byde på, og den karrierevej, de kan bane vejen for.
Til de første live-arrangementer i starten af 2021 var der over 7.000 besøgende. Det er et tal, som TEC aldrig ville kunne have realiseret i den fysiske virkelighed, hvor der typisk har været 1.500-2.000 besøgende på de fysiske åbent hus-dage.
Og responsen var øjeblikkeligt mærkbar, med en forøgelse på 12-15 % ansøgere til TECs erhvervsuddannelser.
Camilla Løkkegaard, Leder af Sekretariatet for digitalisering, TEC, udtaler ”Vi har gjort det anderledes end alle andre, og vi har fået tilbagemeldinger fra flere studerende, der fortæller, at de valgte TEC netop baggrund af den oplevelse, vores platform gav dem. Folk har syntes, at det var fedt og nemt at besøge vores universer. Og der bliver stadig talt om dem”.
”De virtuelle skoler har den force, at de kan stå alene. De kan være vært for et live event, men også som åbne virtuelle skoler fri af tid og sted – uden åbningstider. Det betyder, at vi 365 dage om året kan vise vores skoler og uddannelser frem – og det er en game-changer for os i forhold til at rekruttere nye elever. Det skaber nye muligheder, som vi skal videreudvikle på også i forhold til at lave en virtuel skole, så rejsen er kun lige begyndt”, afslutter Camilla Løkkegaard.