Hvordan revolutionerer man en oldschool branche, hvor data er spredt på mere end 20 forskellige, forældede offentlige hjemmesider? Det spørgsmål blev drivkraften bag grundlæggelsen af Resights i juli 2020. Målet var at levere en samlet løsning, der kunne hjælpe branchen med at:
• Spare tid
• Træffe bedre beslutninger
• Skabe vækst
For at lykkes krævede strategien et skarpt fokus på brugernes behov og en løsning, der kunne omdanne fragmenterede data til værdifuld indsigt. Den største udfordring for branchen hidtil var nemlig, at relevante data var spredt over mange kilder, hvilket gjorde research tidskrævende og ineffektiv. Branchen havde adgang til store mængder information, men uden en struktureret og analyserbar tilgang var den i praksis ubrugelig.
Målet var at udvikle en løsning, der kunne give ejendomsmæglere et hurtigt og præcist overblik, hjælpe investorer med at undgå dyre fejlinvesteringer, give ejendomsudviklere et solidt beslutningsgrundlag og sikre advokater en mere strømlinet proces til screening og dokumenthåndtering.
Strategien:
Grundigt, men hurtigt fra start:
Vi ville lancere tre nøglemoduler for at sikre en hurtig og effektiv start med mulighed for løbende udbygning. Det blev til modulerne Kort, Udforsk og Undersøg, da de kunne give kunderne et struktureret overblik over ejendomsdata og sikre, at beslutninger blev truffet på baggrund af fakta frem for intuition. Allerede to måneder efter opstart var de klar til lancering.
Big data – fra kaos til indsigt:
Den største udfordring var som sagt ikke manglen på data, men hvordan den blev udnyttet.
Med millioner af transaktioner, tinglysninger og markedstendenser spredt over utallige kilder var manuel research både tidskrævende og ineffektiv. Strategien blev derfor at samle, rense og strukturere big data for at eliminere støj og sikre, at informationen blev struktureret og handlingsorienteret.
Det samlede mål kan opsummeres til at skabe en platform, der ikke bare sparede tid, men også skabte et mere præcist og pålideligt grundlag for investeringer og forretningsbeslutninger.
Ejendomsmarkedet er komplekst, og data er kun værdifulde, hvis de kan omsættes til brugbar indsigt. Mange platforme fejler, fordi de er teknisk tunge og uoverskuelige. Løsningen var derfor en datadrevet og intuitiv platform, der samler og strukturerer information fra ejendomsbranchen med skarp præcision og bred anvendelighed. Platformen bliver dermed tilgængelig og anvendelig for alle erhverv inden for ejendomsbranchen – herunder mæglere, advokater, arkitekter, investorer, udviklere og håndværkere.
Men brugervenlighed alene skaber ikke indsigt. For at give vores brugere et reelt forspring har vi investeret i egen research og proprietære datakilder. Platformen startede med offentlige data, men dens værdi er blevet løftet markant gennem integrationen af eksklusive datakilder. I dag indeholder den blandt andet en omfattende lejedatabase med over 145.000 observationer, der muliggør præcise markedsanalyser og datadrevne beslutninger.
Gennem målrettet udvikling har vi skabt en dynamisk løsning med over otte moduler, der integrerer data fra mere end ti forskellige offentlige og private kilder. Disse data transformeres og visualiseres, så de bliver operationelle og værdiskabende for vores kunder. Med andre ord har vi gjort det komplekse enkelt og det skjulte synligt.
For at sikre den mest nøjagtige transaktionshistorik crawler vi prospekter og selskabshandler for at identificere handler, der ikke fremgår af traditionelle databaser som tinglysning. Denne metode gør det muligt at registrere transaktioner på et dybere niveau og giver brugerne et mere fuldstændigt overblik over markedsaktiviteten. Samtidig har vi etableret et dedikeret researchteam, som understøtter vores transaktionsmodul. Dette modul gør det muligt at identificere afkast og markedstrends i specifikke geografiske områder – en afgørende indsigt for investorer og beslutningstagere.
Kernen i vores løsning er evnen til at forvandle rå data til strategisk værdi. Ved at kombinere ejendomsbranchens største datamængder med intelligente algoritmer, kunstig intelligens og brugervenlig visualisering giver vi vores kunder en konkurrencemæssig fordel og styrker hele branchens beslutningsgrundlag.
Vores løsning har skabt målbare forbedringer for både vores kunder og branchen som helhed. Med over 2,6 millioner ejendomme på platformen, 3,3 millioner transaktioner, 145.000 lejedataobservationer og over 600 kortlag har platformen revolutioneret måden, aktørerne arbejder på. Samtidig har vi reduceret den tid, det tager at gennemføre komplekse analyser, fra flere timer til blot få sekunder, hvilket har resulteret i betydelige tidsbesparelser og øget produktivitet for vores kunder.
Vores mere end 1.400 kunder og 2.400 daglige brugere vidner om, at vi har leveret et produkt, der adresserer et tydeligt behov i markedet. Det er ikke kun et tegn på, at løsningen virker – det viser også, at ejendomsbranchen har manglet et værktøj, der kan gøre komplekse og tidskrævende processer mere enkle og effektive.
Det store antal brugere afspejler, hvordan platformen er blevet en integreret del af deres hverdag. For mange af vores kunder er vi gået fra at være en ekstra ressource til at være et uundværligt værktøj, der sikrer, at deres arbejde ikke bare bliver hurtigere, men også mere præcist og datadrevet.
• Mægleren sparer tid på research og får et overblik, der tidligere krævede dage.
• Investoren undgår fejlinvesteringer, fordi han nu kan analysere markedet med en dybde og indsigt, som før var umulig at opnå.
• Udvikleren træffer bedre beslutninger om nye projekter baseret på et langt mere solidt datagrundlag.
• Ejendomsinvestoren kan nu vurdere lejeindtægter, tomgangsniveauer og afkast for et givent område med få klik.
For alle vores brugere betyder det, at de har adgang til præcise data og indsigter, der tidligere har været skjulte eller umulige at samle.