Som Danmarks største patientorganisation bærer Kræftens Bekæmpelse et stort samfundsansvar med en mission om at bekæmpe kræft gennem forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Med mere end 8 millioner årlige besøgende er Kræftens Bekæmpelses websites et af landets mest besøgte af både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle.
Men organisationen stod på en brændende platform:
Den oprindelige løsning var baseret på en forældet CMS-platform med separate sites, herunder cancer.dk, frivillig.dk og stafetforlivet.dk, som havde forskellige login-løsninger. Det gjorde det svært at levere en sammenhængende brugeroplevelse.
Rygraden i Kræftens Bekæmpelses arbejde leveres af de mere end 35.000 frivillige. De står for landsindsamlinger, "Stafet for Livet"-arrangementer og lokalforeningers aktiviteter. For dem var den forældede platform lig med en tidskrævende og frustrerende oplevelse. De havde besvær med at tilmelde sig aktiviteter og brugte unødig tid på manuelle processer, blandt andet at skulle logge ind og ud af forskellige websites.
Mange frivillige logger kun ind et par gange om året, mens et fåtal er superbrugere. Lav brugervenlighed i den gamle platform var en barriere og krævede en høj grad af direkte brugersupport fra Kræftens Bekæmpelses redaktører. Det var svært for patienter og pårørende at finde den rette information i en kritisk livssituation.
Endelig gjorde teknisk gæld og dyr specialudvikling det svært at fortsætte på den nuværende platform.
Kræftens Bekæmpelse valgte i efteråret 2021 at indgå et strategisk samarbejde med Immeo for at realisere de digitale ambitioner og adressere de erkendte udfordringer. Immeos hovedopgave var at udarbejde et konkret og realiserbart roadmap samt at lede moderniseringen af den samlede webtilstedeværelse.
For at sikre, at brugerbehov og forretningsmål gik hånd i hånd, blev der i tæt samarbejde med Dept Design gennemført en omfattende UX-proces. Denne proces inkluderede en række dybdegående brugerinterviews, workshops og tests med både interne og eksterne interessenter, ansatte i Kræftens Bekæmpelse, frivillige, patienter og pårørende. Formålet var at afdække centrale behov, brugeradfærd og smertepunkter på tværs af målgrupper.
Indsigterne fra disse interviews og tests blev afgørende for at forme det nye digitale setup, så det i højere grad understøtter den måde, frivillige organiserer aktiviteter på, samt den måde, patienter og pårørende søger information i pressede livssituationer. Med et solidt datagrundlag og en fælles vision for øje, kunne Kræftens Bekæmpelse og Immeo herefter tage de første skridt til at forene alle platforme i én brugervenlig og fremtidssikret løsning.
Løsningen består af en ny, brugerdrevet arkitektur, der samler samtlige af Kræftens Bekæmpelses websites under én fleksibel og fremtidssikret platform. Organisationens tidligere, fragmenterede websitelandskab blev omstruktureret til én multisite-løsning baseret på Optimizely Cloud CMS, driftet i Microsoft Azures cloud. Derved muliggøres hurtig skalering ved spidsbelastninger og ensartet vedligehold på tværs af subsites – samtidig med, at brugerne kun behøver én login-profil.
For at sikre en intuitiv og sammenhængende brugeroplevelse gennemførte Immeo og Dept iterative workshops og prototype-tests med patienter, pårørende og frivillige, der gjorde os i stand til at teste wireframes på mindre brugergrupper. Her var frivilligportalen og patientinformationssiderne særligt i fokus. Den direkte feedback førte til konkrete justeringer af navigationsstruktur, tekstlayout og adgang til vigtige funktioner, så selv brugere med lav digital erfaring hurtigt kunne finde rundt.
Den samme brugerinvolvering blev anvendt i udviklingen af den nye donationsmotor. Immeo identificerede på forhånd de største barrierer for at gennemføre en donation – eksempelvis for lange formularer eller krav om brugeroprettelse. Prototyper blev testet med en blanding af frivillige og potentielle donorer, hvilket resulterede i en mere strømlinet og let tilgængelig donationstragt med færre klik og hurtigere gennemførelse.
I dag er alt indhold optimeret til både desktop, tablet og mobil, så patienter, pårørende og frivillige får en ensartet og intuitiv oplevelse. Særligt for patienter og pårørende blev menustruktur og call-to-action-elementer justeret på baggrund af de første brugertests.
Platformen er WCAG 2.1-kompatibelt og overholder moderne tilgængelighedsstandarder, så ældre og digitalt sårbare brugere nemt kan tilgå indholdet. Tests med synshæmmede brugere sikrer korrekt opsætning af skærmlæser-venlig navigering.
Over 35.000 frivillige kan nu tilgå ét miljø, hvor tilmelding, materialebibliotek og aktivitetskoordinering er samlet.
Systemet integrerer med organisationens CRM, så brugere automatisk møder indhold, der matcher deres situation – fx rådgivning til nydiagnosticerede patienter eller et overblik over frivillige arrangementer.
Løbende dataanalyser viser, hvor brugerne opholder sig længst, og hvor de falder fra, så redaktørerne løbende kan forbedre indhold, navigationspunkter og konverteringspunkter.
Kampagner kan lanceres hurtigere, mens integration til økonomi- og eventsystemer muliggør realtidsindsigt i donationer og frivilliges engagement.
Ny donationsmotor integrerer betalingsløsninger og fjerner unødvendige trin og har reduceret friktion betydeligt. En donation kan nu gennemføres på få klik.
Datasikkerhed sikres gennem klare GDPR-retningslinjer, og eksplicit brugeraccept af databehandling betyder, at alle personoplysninger behandles lovmedholdeligt. Dette indebærer bl.a. samtykker til nyhedsbreve/sporing og databehandleraftaler med relevante partnere.
Løsningen afspejler Kræftens Bekæmpelses strategi om at forene alle målgrupper i én sammenhængende, inkluderende og handlekraftig digital platform.
Kræftens Bekæmpelses digitale transformation er en helhedsløsning, der har moderniseret organisationens webtilstedeværelse. Ved at sammenlægge alle websites i én moderne og brugervenlig platform har Kræftens Bekæmpelse ikke blot moderniseret sin digitale tilstedeværelse, men også transformeret, hvordan patientstøtte og frivillighed organiseres på tværs af Danmark.
Den nye platform har skabt en sammenhængende digital base, hvor frivillige nemt kan organisere events, kommunikere med andre og få adgang til ressourcer. Det betyder mere tid til det, der virkelig betyder noget: at hjælpe patienter, styrke fællesskabet, og indsamle penge til de godgørende formål.
Det har medført en markant forbedret fundraising-kapacitet. Transaktioner er steget med mere end 50 pct. og omsætningen er steget med mere end 20 pct. på cancer.dk. Under ”Knæk Cancer” kunne mange tusinde samtidige besøgende håndteres uden nedbrud.
Resultaterne viser samtidig øget brugertilfredshed og større inklusion af socialt sårbare grupper. Den gennemsnitlige engagementstid er steget med 15 sekunder, og antallet brugere, der scroller ned til bunden af siderne er steget med 250%. En brugerundersøgelse fra 2024 viser også, at +19 procentpoint flere ældre brugere hjemmesiden. Samtidig nåede organisationen ud til flere socialt sårbare brugere.
Fra et forretningsperspektiv er platformen mere effektiv at administrere, og ressourcer frigøres til at fokusere på kerneformålet: yde støtte til patienter og pårørende i kampen mod kræftsygdomme.
I dag er det meget nemmere for Kræftens Bekæmpelse at tilbyde en digital værktøjskasse, der understøtter de frivilliges arbejde. Det er blevet nemmere for organisationens redaktører at vedligeholde og administrere de forskellige sites. Og så er brugerrejsen blevet personaliseret for patienter og pårørende, så det er blevet nemmere at finde artikler og indhold, der er relevant for dem. 35.000 frivillige kan nu håndtere alt fra events til ressourcer via én login-profil. Oplæringstiden for både redaktører og frivillige er reduceret markant, og supportanmodninger er ligeledes faldet markant.
Brugergrænsefladen ligner det som brugeren allerede brugte og kendte i forvejen, hvilket er vigtigt når nogle brugere logger ind næsten dagligt mens andre kun tilgår systemet et par gange om året.
Kræftens Bekæmpelses nye digitale tilstedeværelse repræsenterer en yderst vellykket digitale transformation. Gennem en velgennemtænkt strategi, en brugercentreret og skalerbar løsning med dokumenterede resultater, demonstrerer Kræftens Bekæmpelses nye website, hvordan en formålsdrevet organisation kan kombinere teknologisk innovation, empati for brugerne og en skalerbar driftsmodel, der leverer værdi digitalt.