At vinylen ikke er stendød, er en overraskelse. Først udfordret i 1979 af en sindssyg smart båndoptager, kaldet Walk-man’en. Siden presset yderligere i bund af Discman’en, MP3-afspillere, iPoden - efterfulgt af smartphones, iTunes og streaming.
I 2006 ramte LP’en bunden med et globalt salg omkring 34 mio. USD. Siden er salget tyvedoblet og er i en stabil vækst på omkring 10-15% om året. Stadig en meget lille ’lillebror’ til streaming med en markedsandel på ca. 5% + second hand markedet. Men en voksende niche med et bredt og også ungt publikum. Med 80 år på bagen, har Accord været med på hele turen.
Accords historie går tilbage til 1940, hvor det under krigen var lidt småt med kunder for taxachaufføren Alfred E. Olsen. Alfred parkerede taxaen og åbnede en forretning på Vesterbro for køb og salg af brugte lakplader. Det var cirkulær økonomi før det blev moderne Der var mangel på råmaterialer til fremstilling af plader, så hvis man ville have en ny skæring, måtte man aflevere en brugt til omsmeltning.
I dag er Accord Danmarks største fysiske forhandler af musik og film. Så hvorfor skulle de ikke kunne gentage successen online og servicere hele landet? Ambitionen var ikke at erstatte de fysiske butikker, der har masser af fans og faste ritualer. Det er et supplement, som dels servicerer alle de mange vinyl-entusiaster, der bor alt for langt væk fra en Accord-butik – og en service, så stamkunder og samlere kan følge med i, hvad der kommer på lager – live. Senere også en platform for videre ekspansion.
Webshoppen skal ikke bare konvertere, men også gerne være ”on brand” og overføre stemningen fra de fysiske butikker, hvor man kan finde alt fra mainstream, til de helt unikke albums og sjældne titler.
Designet og brugeroplevelsen er bygget op omkring et retro-minimalistisk udtryk med 1-pixel stregtegnet design og genkendelige elementer, som f.eks. crate frem for basket, mekanisk inspirerede animationer, et forenklet logo og en farvepalette, der peger tilbage på Accords historie. Minimal UX – maksimalt produkt. Fagudtryk er fagudtryk og alle noter om den enkelte skæring er med. Det er ikke en lukket klub, men man må godt gå lidt op i det.
Lidt “Once Upon a Time in Hollywood”- stemning. Stedet man havde handlet, hvis online havde været en mulighed i LP’ens storhedstid.
For at holde omkostningerne nede, er løsningen bygget op omkring tre Software as a Service løsninger, som Dwarf har bundet sammen i Laravel Nova og bygget ud med et skræddersyet system til indscanning og registrering af både nye og brugte LP’er og CD’er.
Shopify er brugt som e-commerce motor, E-touch, som i forvejen fungerer som POS i butikkerne, er integreret med løsningen, e-conomics står for bogholderiet, mens Product Information Management systemet(PIM), med tilhørende scannere & printere, er udviklet af Dwarf i Laravel Nova.
Løsningen trækker på to eksterne services: Spotify så kunderne kan lytte til track samples (hele pladen, hvis de har et Spotify-abonnement) og Discogs.com, hvor vi henter billeder af pladecoveret og facts om kunstnere, tracks mv. på hver enkel indspilning. Discogs.com er verdens største diskografiske database med over 7 millioner kunstnere og 13 millioner tracks, hvor en halv million frivillige har bidraget med fakta og data. Samlet endte vi med 3 x Software as a Service + 2 x online API-services + 1 x skræddersyet Tech & Design.
Shoppen gik live den 1. december, og er med over 23.000 unikke indspilninger på hylderne, allerede én af verdens mest velassorterede webshops for brugte LP’er.
Sofie Vestergård, indehaver af Accord, udtaler:
”Dwarf er et bureau, som matchede os rigtig godt. Vi er flippede, kreative og meget gør-det-selv-agtige, og er ikke vant til at arbejde med ’de store drenge’. Men Dwarf er ikke helt som man tænker de typiske CBS drenge er. Overfor os sad et broget hold, som tilsammen skabte en fantastisk balance imellem knivskarpe databaserede løsninger, elegant design og den der kant og kreativitet, vi havde brug for. Vi kastede os ud i projektet sammen midt i en tid, hvor alt ellers så sort ud for erhvervslivet - Og det endte heldigvis med at blive en kæmpe succes og et fantastisk samarbejde!”
Salget er, ligesom alt andet i øjeblikket, påvirket af Corona op- og nedlukninger. Men efter fire måneder i markedet er der nogle flotte og stabile tal, selvom det selvfølgelig stadig er ”early days”.
Omsætningen er måned for måned gået fra 159.000 i den første måned, til hhv. 183.000, 242.000 og 268.000 kr i de første tre måneder af 2021.
Én af forklaringerne på dén udvikling er, at shoppen er vanedannede. De tilbagevendende kunders andel af salget er steget de sidste tre måneder fra 14,8% i januar til hhv. 18,5% i februar og 21,3% i marts.
En anden forklaring er, at det er lykkedes at tiltrække kunder fra andre dele af landet. Region Hovedstaden – som dækker Accords største marked (med seks fysiske butikker i København og Lyngby) dominerer med 60% af salget. Men 38% bliver hentet fra andre dele af landet, som Accord ikke tidligere har betjent – og 2% kommer fra udlandet og de andele må forventes at vokse i takt med, at Accord bliver mere kendt udenfor København.
Resultaterne er primært opnået ved word-of-mouth og ”pull-trafik”, men Accord er ved at rulle nye initiativer ud ift. SoMe, SEO, SEM, flere sprog og marketing automation.