Da corona lukkede Danmark ned, var det særligt hårdt for en gruppe af samfundet: børn med en voldelig forældre. Volden steg, særligt i forhold til psykisk vold. Der var behov for en indsats og derfor gik Mødrehjælpen sammen med ErDuOkay.dk for at lancere en online chat, som skulle hjælpe de voldsramte børn. Men de havde en udfordring, da “Alt for mange børn har svært ved at gennemskue, hvad psykisk vold er, fordi det ikke giver synlige blå mærker. Men forskning viser, at psykisk vold er mindst lige så skadeligt som fysisk vold” (udtalelse fra Mødrehjælpens vicedirektør Trine Schaldemose). Mødrehjælpen skulle derfor nå en målgruppe, som ikke så sig selv som voldsofre.
Vi valgte at bruge et udtryk som alle børn og unge forstår - og ved er forkert: Mobning. Vi lancerede to kortfilm med skuespillere, som målgruppen kender fra DR Ultra. Hver film brugte aspekter af psykisk vold i scener, der ligeså godt kunne have udspillet sig i målgruppens vennekreds. Dermed kunne målgruppen spejle sig selv i filmene - også selvom at de ikke ser sig selv som voldsofre. For det er først til sidst, da grænsen tydeligvis er overskredet, at det afsløres, at mobberen er offerets forældre.
Kortfilmene blev seedet på YouTube samt TikTok og Mødrehjælpen opnåede 38.233 kliks til kampagnesiden, 576 tog deres online test og 47 børn brugte online chatten til at få hjælp af Mødrehjælpens rådgivere. Men vigtigst af alt skabte filmene et sprog for psykisk vold, som kan hjælpe både børn, forældre og tilskuere så vi i fremtiden kan blive bedre til at stoppe psykisk vold før den optrappes.