Røde Kors har en særlig position i forhold til Geneve-konventionerne og den Internationale Humanitære Lov, der i daglig tale kaldes ”krigens regler”. I aktive krigszoner har ingen andre organisationer samme adgang og særstatus som Røde Kors, der ofte er tilstede på begge sider af en frontlinje.
Tilstedeværelsen i krigszoner er en del af Røde Kors’ DNA. Det er et område hvor Røde Kors adskiller sig fra øvrige hjælpeorganisationer, og dermed et vigtigt budskab i organisationens positionering.
Kampagnens formål er at formidle vigtigheden af Geneve konventionerne, krigens regler og den enorme forskel Røde Kors gør i verdens konfliktzoner. Udfordringen er at formidle budskaberne, så de trænger ind under huden på en målgruppe, der befinder sig langt fra krig og konflikt.
I samarbejde med Ukrainsk Røde Kors og ICRC (International Committee of the Red Cross), fik vi mulighed for at besøge den nuværende aktive frontlinje i Donbass regionen i det østlige Ukraine. Her besøgte vi hårdt ramte byer og steder, der ikke er tilgængelige for andre end Røde Kors, de civile der bor i området og de militære parter i konflikten.
Med VR, kan vi give modtagerne en følelse af, at de er tilstede i det krigshærgede område. Dermed kan vi (virtuelt) transportere målgruppen til det sted, der er bedst egnet til at formidle kampagnebudskaberne.
VR’s evne til at fremkalde følelser og formidle budskaber, kombineret med Røde Kors’ store berøringsflade med målgruppen til fysiske events, gør VR oplagt som det bærende medie i kampagnen.
DEN VIRTUELLE VERDEN
Vi har produceret en stereoskopisk 360˚ film, der tager dig på en stemningsfyldt rejse til en aktiv krigszone. Du møder civile ansigt-til-ansigt, der deler rørende førstehåndsberetninger om deres liv under konflikten. Undervejs krydsklippes til lokationer, der er tydeligt medtaget. Deres fortællinger afrundes med kort tekst, der formidler det princip i Geneve-konventionerne de relaterer sig til.
Udover muligheden for at vælge sprog, har vi bevidst valgt at udelade interaktivitet. Det skyldes; 1) at vi opnår en højere grad af følelsesmæssig involvering, når vi opretholder et flow i storytellingen, og 2) at oplevelsen kan distribueres mere effektivt til events.
For at fuldende stemningen har vi komponeret underlægningslyd, mens ukrainere i Danmark har leveret voice-over speaks så accenten er troværdig.
DEN FYSISKE VERDEN
Den største udfordring med VR, er at sikre en effektiv distribution til modtagerne. Derfor har vi produceret et skalerbart event-setup med billeder og budskaber, der spiller sammen med den virtuelle oplevelse. VR-udstyret er monteret i grafik-beklædte kasser med vores selvkørende Plug&Play VR system, der gør oplevelsen nem at igangsætte og håndtere – også for Røde Kors’ frivillige, der ikke har erfaring med mediet. Dermed har vi kunnet udnytte Røde Kors’ tilstedeværelse til events rundt om i landet, hvor VR er et stort trækplaster. Og, når oplevelsen ikke er ude til events, cirkulerer den rundt blandt Røde Kors’ lokalafdelinger.
Endelig har vi installeret permanente selvkørende VR stationer i Røde Kors’ oplevelsescentre i København og Århus, der dagligt har besøg af skole- og gymnasieklasser.
UNDERSTØTTENDE AKTIVITETER
Under- og efter rejsen til Ukraine har vi løbende delt reportagehistorier og artikler igennem nyhedsmedier og opslag på sociale medier. Derudover har vi produceret meta-film, der viser målgruppens reaktioner på oplevelsen, og som bruges til annoncering i forbindelse med events. Selve ’Sense of War’-filmen vil blive promoveret på sociale platforme, der understøtter 360-visning, når den i en periode har kørt eksklusivt som VR oplevelse til arrangementer.
’Sense of War’ VR-oplevelsen havde premiere i august 2021. Herefter blev den hurtigt efterspurgt af Røde Kors’ lokalafdelinger, med henblik på fremvisning til arrangementer i hele Danmark.
VR-oplevelsen er indtil nu blevet set af tusindvis af danskere i forbindelse med arrangementer i bl.a. Roskilde, Horsens, Glostrup, Høje-Taastrup, Herlev, Lolland, Aarhus, Helsinge og Lyngby. Derudover er den i København blevet distribueret ved Ungdommens Folkemøde, i forbindelse med Kulturnatten, samt til Røde Kors’ årlige Formandskonference. Kampagnestanden var desuden opstillet på The Danish Pavillion ved den globale nødhjælpsmesse Aidex i Bruxelles.
VR-oplevelsen har været meget populær blandt målgruppen, og et yderst effektivt middel til at skabe opmærksomhed til fysiske events. Som følge heraf har ’Sense of War’ kampagnen været meget efterspurgt blandt lokalafdelingerne, som også flittigt har lavet opslag på sociale platforme før- og under udrulningen til diverse events.
I 2022 vil ’Sense of War’ blandt andet kunne opleves i forbindelse med Folkemødet på Bornholm, ved CPH:DOX 2022, Science EXPO, samt hos Røde Kors-afdelinger rundt om i hele landet.
Oplevelsen er pt tilgængelig på dansk og engelsk og sat op med en CMS platform, så Røde Kors over tid, kan tilføje sprogvarianter, uploade nye film, tage nye typer af headsets i brug, eller skalere kampagnen. I øjeblikket planlægger vi at producere yderligere kampagnestande, samt versioner af 'Sense of War' på fransk og ukrainsk/russisk med henblik på lancering af kampagnen i flere lande. Samlet set, har vi produceret:
1) en virtuel oplevelse, der gør indtryk på modtagerne og effektivt formidler kampagnebudskaberne.
2) en kampagnestand og et distributionskoncept, som i høj grad har aktiveret Røde Kors’ lokalafdelinger, samt nationale Røde Kors forbund i andre lande.
3) en bagvedliggende CMS-platform, der gør det nemt at skalere kampagnen over tid.