En undersøgelse viser, at 22% af danskerne ser frem til at julen er overstået. Og med en julemåned, der synes at strække sig langt ind i november, kan det for mange blive for meget af det gode, inden julen overhovedet er startet. Og her taler vi om almindelige mennesker. Så forestil dig at være metalfan i en periode hvor alt er vamset, nisset og sukkersødt. Det er nærmest uudholdeligt. Udsigten til sommerens festival synes uendeligt langt væk, og et lys i mørket kan være nødvendigt. Eller en fakkel.
For at give Copenhell’s trofaste fans et helle i den kvalmende juletid, tog vi fat på noget som hører juletiden til, nemlig pejsevideoen. Den hyggelige stemningsskaber som kører i baggrunden på mangt et TV i stuerne rundt omkring. Vores videoer var dog en anelse anderledes med et twist af Danmarks metalfestivals sorte humor.
De tre pejsevideoer indeholder "Christmas Tree on Fire", "Santa’s Sleigh on Fire" og for de altid sortklædte metalfans: "Colorful Clothes on Fire". Videoerne varer hver 8 timer og med deres knivskarpe 4K kvalitet, kunne de oplyse enhver fladskærm i kongeriget med håb. Alle visualer var skabt med ai-værktøjet, text-to-image generator Midjourney og bragt til live med video-pendanten Runway.
I en højtid, hvor alle har travlt med at bimle og bamle om kap om vores opmærksomhed i kortere og kortere video formater, gik Copenhell i den modsatte retning. Vores 8 timer lange videoer gik imod al fornuft, men gav en ny måde at være tilstede i stuerne i mange, mange timer. Nærmest som et levende tapet.
På den måde kunne heavy metal viben være en del af julen uden at nogen råbte "hvorfor har du lædertøj på?" eller "sluk for den larm". Og vi har hørt hvisken i krogene om, at også helt almindelige mennesker brugte videoerne som åndehul mellem mandelgave og nissemænd. Måske er nye fans blevet skabt.
På de 24 dage hvor kampagnen kørte opnåede vi 6416 views totalt.
Med en gennemsnitlig view time på 1,03 timer.
Sammenlagt gav dette det bedste resultat vi kunne have drømt om: TOTAL VIEW TIME: 6660 timer.