I århundreder er kunstværker blevet skabt af mænd - til et primært mandligt publikum. Og kvinderne, der blev afbilledet, blev betragtet fra et mandligt perspektiv: Enten som underdanige eller som noget, der skulle begæres.
Dette perspektiv betegnes som ”The Male Gaze”, og da det er dybt indlejret i vores kultur, findes det inden for alle former for visuelle fremstillinger – også i dag.
For at undgå at videreføre ubevidste bias fra fortiden, er det vigtigt, at vi bliver gjort bevidste om dem. Derfor hjalp vi Charlottenborg Kunsthal med at skabe: The Female Gaze – en interaktiv udstilling, der giver et nyt perspektiv på et klassisk kunstværk.
Vi re-modellerede det klassiske maleri ”Ung Pige, der Renser Kantareller” i VR og webXR, så det blev muligt at træde ind i det og ændre lys, baggrund, modellens positur og ansigtsudtryk.
Hermed kunne publikum skabe deres egen personlige fortolkning af maleriet og ’frigøre’ den kvindelige model, der i over hundrede år er blevet fremstillet på én måde. Publikum kunne herefter inde i VR eller webXR-oplevelsen tage et billede af deres fortolkning af det klassiske maleri og dele det med omverdenen.
En digital kampagne, som blev udrullet på Facebook og Instagram ledte folk ind på webXR-oplevelsen.
Vi inviterede også tre kvindelige fotografer til at skabe deres egne unikke versioner af det klassiske maleri. Disse tre nyfortolkninger blev auktioneret væk som NFT’er, hvor overskuddet fra salget gik til Dansk Kvindesamfund.
The Female Gaze kunne opleves i perioden 2-18. september i Charlottenborg Kunsthal. På trods af at resten af kunsthallen i perioden var lukket og det alene var The Female Gaze, der var åben, tiltrak oplevelsen 1600+ besøgende.
The Female Gaze blev også gjort tilgængelig for alle online på både mobil og web på thefemalegaze.art, hvor den stadig kan opleves (pr. 2. marts 2023).
I skrivende stund er The Female Gaze – i samarbejde med partnere inden for udvikling af undervisningsmateriale - ved at blive udviklet til undervisningsmateriale til gymnasier og folkeskolens ældste klassetrin.