Hvordan skaber man en digital oplevelse, der både inviterer til opdagelse og konverterer effektivt – når sortimentet spænder fra dadler til spisebordsstole og ændrer sig hver uge på tværs af 14 markeder?
I de fysiske butikker vækkes sanserne af musik, dufte og finurlige detaljer. Online kan vi ikke overføre sanserne direkte, men vi kan skabe det, der i praksis betyder mest: en oplevelse af overskuelighed, tryghed og lyst til at gå på opdagelse. Det er udgangspunktet for vores strategi.
Den centrale udfordring er at gøre et bredt og konstant skiftende sortiment let at navigere i uden at miste oplevelsen af et inspirerende afbræk fra hverdagen. Jo mere foranderligt sortimentet er, desto vigtigere bliver de grundlæggende beslutninger i interaktionen. Derfor bygger strategien ikke på én stor idé, men på brilliant basics: konsekvente valg i navigation, sprog, forventningsafstemning og produktforståelse.
I en branche, hvor innovation ofte skaber kompleksitet, har vi valgt det modsatte. Hvor mange bygger mere, har vi bevidst valgt at gøre det vigtigste bedre – igen og igen. Vi har erfaret, at det største vækstpotentiale ikke ligger i nye features, men i at reducere friktion i det, brugerne allerede forventer. God e-commerce hos Søstrene Grene handler derfor ikke om at være unik for enhver pris, men om at være konsekvent god der, hvor brugerne forventer det.
Websitet løser samtidig en tydelig forretningsopgave: at være digitalt relevant og tilgængeligt på tværs af markeder og kunne skaleres hurtigt, når nye åbner. Derfor arbejder vi ikke med enkeltstående projekter, men med en systematisk tilgang til forbedring.
Strategien hviler på adfærdsdata, kvalitative tests, kundeserviceindsigter og A/B-tests i stor skala – bundet sammen i et tæt test & learn samarbejde med Vertica. Vi tester ikke for at bekræfte idéer, men for at forstå problemer.
Brilliant basics er ikke en stopklods for innovation. Det er fundamentet, der gør det muligt at arbejde ambitiøst og skalere løsninger uden at miste brugeren. Fortællingen bæres af Anna og Clara, som skaber varme og genkendelighed, mens det funktionelle lag sikrer fremdrift og overblik.
Vores arbejdsprincip er enkelt: afdæk problemet, design løsningen, test den og skaler kun det, der virker. Funktionalitet bygger vi på evidens og dokumenteret brugeradfærd, mens stemningen bygger på Søstrene Grenes univers, så Anna og Clara farvelægger oplevelsen uden at stå i vejen for brugervenlighed.
I praksis betyder det, at vi systematisk arbejder med at reducere friktion i de vigtigste brugerflows. Navigation optimeres løbende, så brugeren hurtigere kan bevæge sig fra inspiration til produkt og træffe beslutninger med større sikkerhed. Produktsider forbedres med tydeligere information, stærkere visualisering og mere præcis forventningsafstemning. Checkout justeres trin for trin for at reducere usikkerhed og frafald. Små ændringer – valideret gennem tests på store brugergrundlag med høj statistisk sikkerhed.
For at realisere strategien har vi i tæt samarbejde med Vertica etableret et setup, hvor der ikke findes begrænsninger i, hvad der kan testes. Det kræver, at hele værdikæden – indkøb, fotostudie, kundeservice, lager, udvikling og design – arbejder ud fra samme datagrundlag. Når systemerne er koblet sammen, kan vi teste alt fra fragtpriser til grafiske elementer og funktioner, der involverer flere teams. Det gør test til drift og drift til en del af innovationen.
Vi arbejder samtidig aktivt med at fjerne løsninger, der ikke længere skaber værdi. Ikke alt skal bevares, bare fordi det er lanceret. Ved løbende at rydde op holder vi den digitale butik enkel, forståelig og fremtidssikret.
Når fundamentet er robust, kan ny teknologi løfte oplevelsen uden at komplicere den. Derfor har vi udviklet vores egen AI-baserede oversættelsesløsning, som automatisk oversætter og vedligeholder alt indhold på tværs af hele websitet og gør det muligt at åbne nye markeder hurtigt og konsistent. Samtidig producerer en automatiseret fotorobot billedmateriale til komplekse produkter, AI-genererede produktvideoer øger produktforståelsen, og en AI-chatbot håndterer kundehenvendelser effektivt.
AI er ikke et mål i sig selv, men et middel til at gøre brilliant basics stærkere, hurtigere og lettere at skalere. Alle indsatser prioriteres efter dokumenteret brugerfriktion og forventet effekt. Når noget virker, bygger vi videre på det. Når noget ikke virker, stopper vi det.
Søstrene Grene er i markant vækst, og udviklingen er tydelig:
- Tocifret vækst hvert år siden webshoppens lancering
- En online omsætning på knap 400 millioner kroner i 2025 – blot fem år efter lanceringen
- To nye e-commerce markeder åbnet i 2025 og tre nye på vej i 2026
- En returprocent på 2,8 % i 2025, markant under både budget og branchebenchmark
- En stigning i konverteringsraten på 25 % i 2025
En central årsag til denne udvikling er vores systematiske eksperimentkultur. Vi har skabt en dokumenteret økonomisk effekt på over 30 millioner kroner gennem kontrollerede eksperimenter med et konfidensniveau på minimum 95 %. Med 6–8 tests om måneden har vi etableret en stabil læringsrytme, hvor forbedringer implementeres løbende, investeringer prioriteres på evidens, og fejl stoppes tidligt.
Resultaterne udspringer af én gennemgående præstation: Vi har gjort et komplekst retail-setup testbart. Sortimentet ændrer sig ugentligt, produktdata kommer fra mange kilder, og kunderejser krydser butik, online og kundeservice. Når systemerne bindes sammen i ét datagrundlag, kan vi forbedre oplevelsen dér, hvor det gør en reel forskel – og måle effekten præcist.
AI har yderligere accelereret både drift og performance. Vores egen AI-baserede oversættelsesløsning gør det muligt at lancere nye markeder hurtigt og reducerer både tid og omkostninger. Løsningen sparer over 500.000 kroner per nyt marked samt cirka 120 timers drift om måneden. En automatiseret fotorobot har reduceret produktionstiden med omkring 30 %, svarende til cirka 140 arbejdstimer om måneden. Samtidig øger vores AI-chatbot konverteringsraten med 3,2 % og håndterer omkring 3.000 henvendelser månedligt med høj automatiseringsgrad.
Den økonomiske effekt kommer ikke fra én stor indsats, men fra summen af mange dokumenterede forbedringer. Vi justerer løbende navigation, information og kommunikation i små trin, der reducerer friktion og skaber en mere stabil kundeoplevelse. Taber-tests er samtidig en gevinst, fordi de forhindrer investeringer i løsninger uden reel effekt.
Når alle greb lægges sammen, skaber de en digital forretning, der er stabil, skalerbar og i vækst. Resultatet er en digital tilstedeværelse, der både understøtter forretningen og omsætter Søstrene Grenes univers til en enkel, tryg og inspirerende brugeroplevelse.