Forældre går mere op i deres børns liv end nogensinde før. De kører dem til legeaftaler, ser alle deres fodboldkampe og står altid klar til at tale om børnenes oplevelser. Bare ikke dem, der foregår online. Forskning viser, at halvdelen af børn i Danmark hvert år oplever noget ubehageligt online. Kun 1 ud af 4 børn fortæller deres forældre om det, og 1 ud af 5 fortæller det slet ikke til nogen og står helt alene med oplevelsen. Så hvordan får man forældre til at bevæge sig ud på dybt vand og starte samtalen om noget, de slet ikke forstår? Og hvordan får man forældrene til at prioritere børnenes digitale liv midt i aftensmad, cykelhjelme og endeløse Aula-tråde?
En familieanalyse med både forældre og børn pegede på flere centrale barrierer:
Forældrene har travlt. De prioriterer de mere ’akutte’ udfordringer og ser børnenes digitale liv som sekundært. Næsten halvdelen af forældrene taler kun sjældent eller aldrig med deres barn om det digitale liv.
Der findes masser af gode råd og viden om børns digitale liv, men det er spredt ud på mange forskellige platforme, og forældrene opsøger det ikke aktivt
Langt de fleste forældre (80%) oplever, at de har et fortroligt forhold til deres børn, og derfor regner de med at børnene kommer til dem, hvis der opstår problemer online
Børnene på den anden side har slet ikke lyst til at gå til forældrene, da de oplever manglende forståelse for det digitale, og de er bange for konsekvenserne (’nu sletter vi den TikTok-app’)
Et samarbejde mellem Ole Kirk Fonden, Forbrugerrådet Tænk og en række af landets største børneorganisationer gjorde 'Genvej' til virkelighed for at nedbryde barriererne. Genvejs grundlæggende løfte er – jævnfør navnet – at gøre det lettere, hurtigere og også lidt sjovere for forældrene at forstå deres børns digitale liv. Ved at øge forældrenes vidensniveau øges forståelsen for børnenes digitale verden samt relevansen af at følge med, og i sidste ende vil forældrenes ændring i viden, holdning og adfærd skabe større incitament hos børnene ift at række ud.
Målsætningen var derfor at skubbe forældrene i den rigtige retning: Oplever de tilbuddet som relevant? Bruger de det? Får Genvej dem i sidste ende til at engagere sig mere i børnenes digitale liv og tale mere med dem om det? Helt lavpraktisk skulle vi også nå den brede forældremålgruppe bestående af 1,2 mio. danskere indenfor et yderst begrænset annonceringsbudget (300.000 til lancering).
Genvej blev skabt som en digital infrastruktur, der via et content hub samler og distribuerer relevant indhold til målgruppen. Indsatsen blev brudt ned i 3 strategiske spor, der imødekommer forældrenes forskellige barrierer:
Awareness: Forældrene prioriterer ikke børnenes digitale liv og skulle få øjnene op for, hvor omfattende børnenes digitale liv er - på godt og ondt. Hero-content blev derfor en film, hvor en familie vises rundt på nettet af en algoritme. Alle forældre kender følelsen af at blive vist rundt på barnets nye institution med en pædagog/lærer, som skal give indtrykket af at alt er i skønneste orden. De fleste forældre kender også den knugende fornemmelse af, at stedet virker totalt kaotisk og uansvarligt. Den følelse tapper filmen ind i i takt med, at algoritmen godt nok skynder sig at fjerne dick pics men ikke kan se noget problem i at små piger leger plastikkirurgi, eller at en voksen mand vil være venner med en pige på Snapchat. Filmen blev fulgt op af en presseindsats, der tog udgangspunkt i data fra vidensgrundlaget samt en netværksindsats, hvor en lang række organisationer delte indholdet, herunder Aula, Politiet m.fl.
Engagement: Forældrene har ikke tid og/eller lyst til at læse lange rapporter og undersøgelser om børns digitale liv, og de kender ofte ikke de organisationer, der sidder med den relevante viden. Engagementsporet tilbød forældrene lettilgængeligt indhold, hvor de via kort, underholdende og ofte videobaseret indhold bliver introduceret til emner som digital mobning, ensomhed, influencere, Roblox, TikTok, gaming mm. Sporet indeholder en række aktiviteter forældre og børn kan lave sammen plus en Digital Førstehjælpskasse, hvor forældre kan få hurtig og handlingsanvisende hjælp, hvis der sker noget. Som et add-on blev produceret mindre taktiske content-annoncer, som markedsførte det enkelte tema over for forældrene.
Convenience og aktualitet: For at imødekomme forældrenes travlhed fik Genvej fra starten et nyhedsspor på Facebook og Instagram, hvor forældrene i forvejen bruger meget tid. Her får de hurtige, overskuelige nyheder om det, der trender lige nu på deres børns platforme , så de hurtigt kan tage en kvalificeret snak om fx en farlig TikTok-trend eller en bestemt influencer. Nyhedssporet styres af en permanent redaktion hos Forbrugerrådet og fødes med vinkler fra de øvrige partnere, som bl.a. kan trække på dét de opfanger på Børnetelefonen og hos Red Barnets mange lokale centre i hele landet. På den måde sikrer platformen hele tiden sin aktualitet og kan hjælpe forældrene med en vigtig digital ’forlomme’.
Genvej opnåede allerede i lanceringsfasen en række meget tilfredsstillende resultater:
Over 4.000 delinger af hero-filmen på Meta.
Reach på over 1,5 mio personer i den brede målgruppe (forældre til børn 0-18 år).
Dækning i målgruppen: 85%
+2,2 mio fuldførte videovisninger på tværs af kanaler.
Ad recall lift: 10,12% (Googles benchmark: 8,69%)
Time spend: Målgruppen har samlet brugt 2,2 mio. minutter med lanceringsfilmen på YouTube, Facebook og Instagram.
Gennemført visningsrate på 19% for den knap to minutter lange film.
Engagement-rate på 21% på Meta (organisk og paid)
117 media mentions på tværs af nyhedsmedier, herunder lange indslag i nyhederne og Go’Morgen Danmark
Average engagement time med social content: + 1 minut
Men endnu vigtigere har Genvej formået at skubbe til forældrenes viden, holdning og adfærd, så de i højere grad interesserer sig for og taler med deres børn om det digitale:
Sideinteraktioner på tværs af kanaler: 3.224.676
80% af forældremålgruppen finder tilbuddet relevant for dem
Genvej har fået 2 ud af 3 forældre til at tænke over vigtigheden af, at de er involveret i deres børns digitale liv.
Genvej har givet 2 ud af 3 forældre lyst til at tale med deres barn om det digitale liv
58% af forældrene svarer, at Genvej har inspireret dem til at tale om det digitale liv med deres barn på en mere åben og nysgerrig måde
78% af forældrene oplever, at Genvej er et godt afsæt for samtalen med barnet om det digitale liv
Og allervigtigst: 1 ud af 3 forældre har allerede talt med deres barn om det digitale liv pba Genvej. Med en dækning på 85% i målgruppen svarer det til, at Genvej har været med til at skabe 335.000 ekstra samtaler mellem forældre og børn. Hvis bare halvdelen af de børn svarer til den halvdel, der generelt har oplevet noget ubehageligt, og hvor kun 1 ud af 4 taler med deres forældre om det, har Genvej været med til at hjælpe 250.000 børn, der ellers ikke ville have talt med deres forældre – men havde brug for det.
Ligesom internettet, udvikler Genvej sig hele tiden. Genvej skal fortsat gribe trends og tendenser hurtigt, oversætte dem til noget voksne kan forstå og distribuere indholdet til forældrene dér, hvor de i forvejen færdes. Ydermere kommer vi i den næste fase til at have ekstra fokus på udsatte børn og familier. Så selv om vi har skudt Genvej, er vi slet ikke færdige