Som Danmarks nationalgalleri har Statens Museum for Kunst (SMK) ansvar for at facilitere kunst til alle interesserede danskere. Der arbejdes ud fra en klar strategi om hele tiden at aktivere nye målgrupper og nå ud til endnu flere mennesker. Men ambitionen stopper ikke her; SMK ønsker samtidig at gøre mere af deres kunst tilgængeligt for alle danskere. Besøger man museet oplever man nemlig kun 0,7% af den fulde samling på mere end 250.000 værker. Resten er arkiveret i kælderen.
SMK ønskede at indfri disse ambitioner ved at bryde kunstens fysiske begrænsninger og række ind i den digital sfære. Dette skulle ske via en digital platform, der kunne gøre en større del af deres imponerende kunstsamling digitalt tilgængelig, på en måde der ville engagere deres brugere. Resultatet blev SMK Open.
SMK Open er et digitalt kunstkatalog, der gør mere end 89.000 af SMK’s værker digitalt tilgængelige. Oplevelsen inkluderer 3D-modeller, billeder i høj opløsning, forklarende tekst samt lyd og video, hvilket tilsammen skaber en moderne og beriget kunstoplevelse med rig mulighed for fordybelse.
Den avancerede søgefunktion gør det muligt at søge eksplorativt, uden i forvejen at vide hvad man leder efter. Ved hjælp af kunstig intelligens og machine learning er det muligt at filtrere resultaterne ud fra blandt andet farve, kunstner eller emne. Layoutet er fleksibelt og navigationen er flydende, så brugerne nemt kan se resultatet af deres valg.
Designet af platformen er eksekveret i forlængelse af SMK’s vision. Alt udenom værkerne er holdt i afdæmpede sort-hvide nuancer, så hvert enkelt værk får mulighed for at træde frem. Man kan zoome ud og få det store overblik med fokus på de mange funktioner, som stilles til rådighed. Eller zoome helt ind i et minimalistisk udtryk, der giver samme mulighed for fordybelse i værket, som det fysiske museum giver.
Platformen er designet til at være let tilgængelig for alle interesserede, samtidig med at den er en vigtig ressource for professionelle indenfor kunstverdenen. Antallet af tilgængelige kunstværker vokser løbende.
SMK Open understøtter SMK’s vision om at gøre kunst tilgængelig og relevant for flere mennesker i Danmark. Ifølge Jonas Heide, Leder af Den Digitale Enhed på SMK, har portalen spillet en afgørende rolle i museets strategi om at være til stede i flere danskeres hverdag. Efter lanceringen af SMK Open steg SMK’s måltal for "Andel af visninger af et SMK-værk på smk.dk” fra 169.776 (2019) til 379.699 (2020). Onlinesamlingen havde 122.863 besøg i 2020 og der blev downloaded værkfotos imponerende 42.302 gange.
I kraft af sine avancerede søgemuligheder, den simple navigation og brugen af åbne standarder er SMK Open allerede blevet et stærkt værktøj for museet og rigtig mange brugere i Danmark. Samtidig har vi alle fået adgang til en kunstskat, der ellers har været utilgængelig. Inden SMK Open blev lanceret, var kun 0,7% af SMK’s 250.000 værker udstillet. I dag er mere end 89.000 værker nu tilgængelige, svarende til næsten 36%.